Åh! at lave madpakker er ikke altid en favoritbeskæftigelse herhjemme.

Vores børn er nok bare besværlige. Og meget forkælede. Intet af det glutenfrie brød, vi har forsøgt os med, kom gennem nåleøjet. De spiser ikke knækbrød: “de bliver bløde”. De spiser ikke rester fra aftensmaden: “det er jo ikke varmt længere”. “Rugbrødet smager mærkeligt”…

Listen over, hvad de ikke bryder sig om i en madpakke, er uendelig. Derudover er vores krav til sundhed høje. For det meste i hvert fald. Nogen gange er det mere et alment overlevelsesprincip der gør sig gældende.

Uanset hvad, kan det være lidt af en udfordring, at få lavet en madpakke som de A: spiser B: er sund C: ikke koster ca. en trillion kroner pr madpakke.

Derfor har jeg længe eksperimenteret med diverse bagværk, der kan leve op til de 3 punkter. Og derudover er gluten- , sukker- og mølkefrie. Det er nu lykkedes mig. Jubii. De er fyldt med gode fedtstoffer og langsomme kulhydrater (bortset fra en lille mængde dadler) til de små kroppe og hjerner, de smager sødt men er uden sukker, de giver en god mæthed, og de er rimelig luftige.

Ingredienser til 8 madpakke muffins:

Tørre ingredienser:

  • 70 g. havregryn
  • 30 g. kokosmel
  • 30 g. mandelmel*
  • 50 g. solsikkekerner
  • 40 g. dadler hakket i småstykker **
  • 1/4 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver

Våde ingredienser:

  • 2 æg
  • 1/2 dl plantemælk
  • 100 g. æblemos ***

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 190 grader varmluft.

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.

Bland alle de våde ingredienser i en anden skål. Bland den tørre og den våde blanding sammen, og fordel dejen i 8 store muffinsforme. ****

Sæt dem i ovnen og bag dem ca. 18-20 min. hold øje med dem og stik evt i dem med en kødnål eller lign. Køl ned, og så er de klar til madpakken, eller eftermiddagsmåltidet.

* Det skal ikke være fedtreduceret mandelmel. Og du kan også bare selv køre 30 g. mandler i en kaffemølle eller lign. og lave en grov mel.

** Man kan også bruge rosiner.

*** Man kan købe æblemos på glas, men det er lynhurtigt at lave selv (og vildt lækkert). Skær æbler ud i grove tern. Put dem i en gryde og lad dem simre ved svag varme til de er helt bløde. Og nej, du skal ikke tilsætte vand. Du kan evt. tilsætte vaniljepulver/ vaniljeekstrakt. Blend. Hvis æblerne er røde ender det med en mere appetitlig farve, end den blege mos man kan købe. Mine unger er ret vild med mosen on the rocks, så jeg laver ofte lidt rigeligt. Det fungere også rigtig godt til is og kage, eller med müsli over til morgenmad.

**** Jeg bruger god kvalitets silikone forme der er testet til ikke at afgive silikone til fødevaren. Knap så god silikone har i forsøg vist, at de afgiver materiale til fødevaren under opvarmning. Alternativt kan man sagtens bruge svanemærkede papirsmuffinsforme.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.